23. september 2014

København, Garnisons kirkegård

Københavns kommune

På kirkegårdens afd. B, rk. 4, nr. 2 hviler en løjtnant, der faldt i krigen i 1864.

Premierløjtnant ved 4. Infanteriregiment Johan Philip Hindenburg, født 8. oktober 1833 i København (Garnisons), såret under kampene på Als 29. juni 1864, taget til fange, død på Snogbæk lazaret 29. juni, begravet på Garnisons Kirkegård 22. juli. Søn af stabskaptajn, senere generalmajor Wilhelm August Gottlieb Hindenburg og Johanne Marie Margrethe Lorentzen. – Ugift.
Kadet 1851, sekondløjtnant 1852, premierløjtnant april 1864. – R. 1864.
Cohen 1864/103: Johan Philip Hindenburg

I 1864 deltog han i forsvaret af Dannevirke og Dybbøl. På Als kommanderede han en feltvagt på Arnkilsøre, men såredes dødeligt da fjenden gjorde landgang. Fjenden førte ham til lazarettet i Snogbæk, hvor han udåndede samme dag. Han blev begravet på Nybøl kirkegård, men få uger senere blev hans lig gravet op og ført til København. To dage før sin død blev Hindenburg benådet med Ridderkorset, men nåede aldrig at modtage det. I stedet blev det lagt på hans kiste, da han blev begravet i København.

Hans navn findes på en mindesten, rejst på Kær Halvø i 1938.

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Kbh., 1909.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar