5. maj 2015

Flensburg, Alter Friedhof

Flensburg købstad, Flensburg amt (Kreis Schleswig-Flensburg)

Umiddelbart bag den store fællesgrav er et lille gravsted, hvor 34 danske faldne fra Mysunde er begravet. Kun navnene på de to officerer er indhugget i gravstenen. De øvrige faldne var seks konstabler af 6. Fæstningskompagni, seks menige af 3. Infanteriregiment og tyve menige af 18. Infanteriregiment.

1. Premierløjtnant ved 3. Infanteriregiment Gustav Wenzel Rothkirk Kaas Seyffarth, født 1. maj 1830 i Rendsburg, faldet ved Mysunde 2. februar 1864, begravet på Flensburg Skt. Mariæ kirkegård 6. februar. Søn af oberst og kommandant Gustav Lucas Wilhelm Henrik Seyffarth og Augusta Marie Lankenau.
Gennemgik Landkadetakademiet 1844-50. Sekondløjtnant ved 5. Reservebataljon 1850, forsat til 15. Linjeinfanteribataljon 1852. Premierløjtnant ved 3. Infanteribataljon 1861. Seyffarth blev dræbt i det åbne terræn, mens han ledte en rekognoscering omkring Mysunde.
Cohen 1864/97: Gustav Venzel Rothkirk Kaas Seyffarth.

2. Sekondløjtnant ved Artilleriet, 6. Fæstningskompagni (Hertel) Ludvig Georg Frederik Klubien, født 14. januar 1836 i Randers, faldet ved Mysunde 2. februar 1864, begravet på Flensburg Skt. Mariæ kirkegård 6. februar. Søn af premierløjtnant, senere oberstløjtnant Balthasar Bernt Peter Klubien og Esther Cathrine Thorgesen.
Student 1855 (Metropolitanskolen). Herefter studerede han på Den polytekniske Læreanstalt og underviste på Schneekloths Skole på Frederiksberg. Han skulle have taget sin endelige eksamen i 1861, men blev i stedet optaget på Artilleriets reserveofficersaspirantskole, som han gennemgik fra april 1861 til januar 1862. Sekondløjtnant af artilleriets krigsreserve 1862. Indtil krigen brød ud, underviste Klubien i Thisted borgerskole. Ved Mysunde fik han kommandoen over fire kanoner i den sydøstlige skanse syd for Mysunde. Mens han forsøgte at rette en af feltkanonerne, blev han ramt af et skud gennem hovedet og faldt straks til jorden.
Cohen 1864/77: Ludvig Georg Frederik Klubien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar