5. maj 2015

Flensburg, Alter Friedhof

Flensburg købstad, Flensburg amt (Kreis Schleswig-Flensburg)

På kirkegårdens nordlige del - og dermed et stykke borte fra de mange krigergrave - ligger det Paulsenske familiegravsted. I dette blev en dansk menig begravet i 1864.

Menig ved 1. Infanteriregiment, 1. kompagni, nr. 505 Thorvald Wilhelm Paulsen, født 1. januar 1837 i Kiel, faldet i træfningen ved Bilskov 6. februar 1864, begravet på Flensburg Skt. Mariæ kirkegård 23. februar. Søn af professor, dr.jur. Paul Detlev Christian Paulsen og Margrethe Christiane Marie Bloch. Ugift.
Student 1854 (Haderslev), cand.jur. 1861. Meldte sig som rekrut i sommeren 1863 og lå ved krigsudbruddet i kvarter i Rendsburg. Han blev begravet i familiens gravsted på den nordlige del af Skt. Mariæ kirkegård, og ligger således ikke blandt de øvrige faldne fra de slesvigske krige.
Paulsens far var en meget aktiv forsvarer for danskheden i Slesvig og kaldes også ”den første sønderjyde”. Efter det slesvig-holstenske oprør i marts 1848 forlod han sit professorembede ved Kiels universitet og rejste til Danmark.
Cohen 1864/87: Thorvald Vilhelm Poulsen Kiel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar