26. juli 2017

Schleswig, Alter Michaelis-Friedhof

Schleswig købstad


Den middelalderlige kirke ved Michaelisstrasse blev nedrevet i 1971. Kirkegården er også borte på nær en ganske beskeden rest, der næppe er større end en almindelig parcelhushave. Kirkegården er ikke synlig fra hverken Michaelisstrasse eller den bagvedliggende Bismarckstrasse, men kører man efter den danske menigheds kirke på Bismarckstrasse 18, er man meget tæt på målet.

På kirkegården afsløredes i april 1852 en 3,5 meter høj granitobelisk med inskriptionen "Denne Steen satte det danske Folk over 170 trofaste Sønner, der hengave Livet for Fædrelandet 1848-1850". Langs de hække og stakitter, der omkranser kirkegården står en halv snes gravstene, af hvilke flertallet er sat over danske faldne i Treårskrigen. Det gælder blandt andet de to brødre Carlo og Ernesto Dalgas (brødre til Enrico Mylius Dalgas, Hedeselskabets stifter) og de to brødre Hans og Harald Schau (hvis to brødre Ernst og Emil Schau faldt i 1864 og hviler på Garnisons kirkegård i København).

1. Menig ved 3. Forstærkningsbataljon, 3. kompagni, nr. 186 Wilhelm Nicolaj Ocksen Nielsen, født 4. februar 1828 i Ribe (Catharinæ), konfirmeret 1842 i Årre, død af sygdom på Schleswig lazaret 5. marts 1851, begravet på Michaelis kirkegård. Søn af kontorist Johannes Gotfred Ocksen Nielsen og Anne Cathrine Møller.
Familien flyttede til Årre sogn, hvor faderen var blevet ansat som skolelærer og kirkesanger. – Huslærer for møller Jørgen Petersens børn i Sønderskov mølle, Folding sogn i 1845. Toldassistent hos toldinspektør C.C. Petersen ved Foldingbro toldsted, Folding sogn i 1850.
Ses ikke hos Cohen.


2. Oberstløjtnant ved 1. Jægerkorps Christian Christopher Gøttsche Holm, født 22. marts 1795 i Donse mølle, Karlebo sogn, Frederiksborg amt, såret i kampene ved Schleswig 23. april 1848, taget til fange, død på Schleswig lazaret 12. maj, begravet på Michaelis kirkegård 14. maj. Søn af krudtfabrikant Christian Holm og Frederikke Agnete Gøttsche.
Faderen solgte møllen og overtog et organistembede i Helsingør i 1798. Holm forlod latinskolen og stillede som frikorporal som 14-årig og blev kort efter optaget på landkadetakademiet. Sekondløjtnant 1812, pageeksamen 1813, landmålereksamen 1816. Ansat ved Sjællandske Jægerkorps i 1814 og fra 1842 ved 1. Jægerkorps. I 1817 gjorde han tjeneste ved det danske kontingent i Frankrig. Premierløjtnant 1817, kaptajn 1831, kaptajn af 1. kl. 1842, major 1848. Hans udnævnelse til oberstløjtnant indløb få dage efter døden var indtrådt. Ridder af Dannebrog 1840.
Holm blev ramt af en kugle i underlivet, som det ikke lykkedes lægerne at fjerne. Holm udtalte selv den formodning, at han var blevet skudt af en privat mand fra egnen, der ved slutningen af slaget den 23. april var gået ud for at få ram på en dansk officer. Holm blev begravet med fuld honnør af alle tilstedeværende preussiske officerer og danske læger. - Gift 1835 med Anne Sophie Ølund fra Svanemøllen, med hvem han fik to døtre.
Cohen 1848/92: Christian Christopher Gottsche v. Holm.

3. Sekondløjtnant ved 3. Linjeinfanteribataljon Christian Frederik Hansen, født 15. december 1825 i København (Trinitatis), hårdt såret ved Isted 25. juli 1850, taget til fange, død på Schleswig lazaret samme dag, begravet på Michaelis kirkegård 26. juli. Søn af konduktør, senere slotsforvalter på Christiansborg Slot, kammerråd Isak Hansen og Christiane Amalie Koch.
Student 1844 (Borgerdyd). Han studerede derpå medicin og gjorde tjeneste som underofficer i Kongens Livkorps. Ved krigsudbruddet i 1848 meldte han sig som frivillig og blev snart korporal ved 3. Bataljon, ved hvilket han også gjorde tjeneste de følgende to år. Efter hans gode forhold ved Fredericia i juli 1849 blev han indstillet til optagelse i linjen.
Hans fars farbror var den berømte arkitekt og hofbygmester C.F. Hansen, der genopførte Christiansborg Slot efter branden i 1794.
Cohen 1850/50: Carl [sic!] Frederik v. Hansen.

4. Kaptajn ved 6. Reservebataljon Peter Henrik Hammeleff, født 12. januar 1817 i København, faldet ved Stenten mølle 8. august 1850, begravet på Michaelis kirkegård 12. august. Søn af institutbestyrer Hans Christian Hammeleff og Margrethe Christiane Struck.
Landkadet 1828, sekondløjtnant ved Oldenborgske Infanteriregiment 1838, elev på den militære højskole 1838, premierløjtnant ved 8. Bataljon 1842. Ved krigsudbruddet i 1848 blev han afgivet til 2. Bataljon. Karakteriseret kaptajn ved 9. Bataljon 1849, virkelig kaptajn ved 6. Bataljon 1850. Ridder af Dannebrog 1848. – Gift med Ane Frederikke Caroline Wellner (1814-54), men hvem han fik to børn.
Cohen 1850/79: Peter Heinrich v. Hammeleff.

5. Menig ved 2. lette Infanteribataljon, 2. kompagni, nr. 299 Alexius Risting, født 17. juli 1826 i København (Trinitatis), død af tyfus på Schleswig lazaret 27. oktober 1850, begravet på Michaelis kirkegård 30. oktober. Søn af urtekræmmer Jens Nielsen Risting og Henriette Christine Abe.
Stud.polyt. En mindetavle findes også på familiegravstedet på Assistens kirkegård i København.
Cohen 1850/50: Alexius Risting Kjøbenhavn.

6. Premierløjtnant ved 10. lette Infanteribataljon Carlo Edoardo Giovanni Dalgas, født 9. november 1821 i Napoli, Italien, såret ved Mølhorst 31. december 1850, død på Schleswig lazaret 2. januar 1851, begravet på Michaelis kirkegård 6. januar. Søn af købmand, senere konsul i Livorno Jean Antoine Dalgas og Johanne Thomine de Stibolt.
Som 8-årig kom Carlo til København, hvor han blev opdraget hos botanikeren og politikeren J.F. Schouw. Han blev optaget på Kunstakademiets modelskole i 1837 og vandt den lille sølvmedalje otte år senere. I årene 1843-48 udstillede han flere landskabsmalerier med dyr og vandt den Neuhausenske præmie i 1847. Ved krigsudbruddet i 1848 meldte han sig som frivillig ved 3. Reservebataljon og blev snart kommandersergent. Sekondløjtnant ved 10. lette Bataljon 1849. Han blev hårdt såret i Isted-slaget, men kom til hægterne på få måneder og udnævntes til karakteriseret premierløjtnant i september 1850. På årets sidste dag lå han i forpost ved Möhlhorst, hvor insurgenterne angreb. En fjendtlig kugle ramte Dalgas’ eget gevær, rikochetterede og trængte ind i hans hoved. Bevidstløs blev han bragt til Schleswig, hvor han døde tre dage senere.
Cohen 1850/59: Carl Eduard v. Dalgas.

7. Sekondløjtnant ved 3. Jægerkorps Ernesto Guglielmo Augusto Dalgas, født 20. april 1823 i Napoli, Italien, såret ved Mysunde 12. september 1850, død på Schleswig lazaret 25. september, begravet på Michaelis kirkegård 27. september. Søn af købmand, senere konsul i Livorno Jean Antoine Dalgas og Johanne Thomine de Stibolt.
Ernesto vendte med sin familie hjem til Danmark i 1839. Cand.polyt. 1848. Af H.C. Ørsted blev han tilbudt en stilling på læreanstalten, men valgte i stedet at melde sig som frivillig soldat. I det første krigsår gjorde han tjeneste som korporal ved ingeniørtropperne. Sekondløjtnant ved 3. Jægerkorps 1849. Resten af krigen var Dalgas blandt andet optaget af feltbygningsarbejder. Ved Mysunde blev han ramt af en kugle i munden og ankom stærkt blødende til Schleswig, hvor han døde to døgn senere.
Cohen 1850/69: Erneste Guplimo Auguste v. Dalgas.

8. Kaptajn ved 2. Artilleriregiment Hans Boe Schau, født 27. april 1821 i Odense (Sankt Hans), faldet ved Mysunde 12. september 1850, begravet på Michaelis kirkegård 17. september. Søn af ritmester Hans Schau og Dorothea Cathrine Bojesen.
Gennemgik den militære højskole 1836-40. Sekondløjtnant 1838, premierløjtnant ved 2. Artilleriregiment i Rendsburg 1842, forsat til 1. Artilleriregiment i København 1845, hvor han gjorde tjeneste som adjudant. Kaptajn af 2. kl. 1848. Næstkommanderende ved batterierne Marcussen og Lumholtz. Ved Mysunde stod han med fire granatkanoner mod fjendes artilleri. Efter der var blevet åbnet ild, blev Schau ramt i hjertet og sank død om på slagmarken.
Cohen 1850/43: Hans Boe v. Schau.

9. Sekondløjtnant ved 1. Reservejægerkorps Harald Schau, født 29. marts 1829 i Odense (Sankt Hans), død af tyfus på Schleswig lazaret 13. januar 1851, begravet på Michaelis kirkegård 18. januar. Søn af ritmester Hans Schau og Dorothea Cathrine Bojesen.
Student fra Sorø Akademi 1848. Overjæger. Sekondløjtnant i infanteriets krigsreserve 1849, forsat til linjen 1850. Hans navn findes også på mindestenen ved Sorø Akademi.
Cohen 1850/81: Harald v. Schou.

Ved siden af de to sidste gravstene hviler deres yngste broder: Premierløjtnant ved 2. Artilleriregiment Valdemar Schau, født 18. august 1836 i Odense, død 7. juli 1859 i Schleswig.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar