25. juli 2017

Schleswig, Friedrichsberger Friedhof

Schleswig købstad


Tæt ved kirkens nordmur danner tolv ensartede gravstene en halvcirkel. Stenen længst til venstre bærer inskriptionen: "Minde over her jordede danske Soldater faldne i Slaget ved Slesvig d. 23. April 1848". De øvrige gravstene er sat over elleve danske officerer, hvoraf dog kun de ni faldt i slaget i 1848. De to sidste grave er fra 1850.

De nuværende gravstene er fra en renovering i 2006. De oprindelige hvide marmortavler befinder sig sikkert nu på Gottorp Slot. Endnu i 1949 stod kun ti af gravstenene i halvcirklen med kaptajn Obels store sorte jernkors mellem 5. og 6. gravsten. Mindetavlen "Minde over her jordede danske Soldater ..." var anbragt umiddelbart foran Obels jernkors. Den ellevte gravsten over kaptajn Mechlenburg var dengang endnu på placeret på et særskilt gravsted lidt øst for halvcirklen.

1. Kaptajn ved 2. Jægerkorps Carl Frederik Ferdinand Hveberg, født 17. juni 1805 i København (Garnisons), faldet ved Schleswig 23. april 1848, begravet på Friedrichsberg kirkegård, Søn af major, senere oberstløjtnant Mogens Hveberg og Engelke Cathrine Marie Baadh.
Landkadet 1821, sekondløjtnant ved Københavns Jægerkorps 1821, premierløjtnant 1832, kaptajn 1841, kompagnichef ved 2. Jægerkorps 1842. Ved Bustrup blev Hveberg ramt af en kugle i tindingen og faldt øjeblikkeligt død om. – Gift 1843 med Anna Boyesen, med hvem han havde to børn.
Cohen 1848/93: Carl v. Hveberg.

2. Kaptajn ved 12. lette Infanteribataljon Carl Emil Mechlenburg, født 23. november 1802 i Løken, Høland prestegjeld, Akershus stift, såret ved Schleswig 23. april 1848, taget til fange, amputeret, død på Schleswig lazaret 19. maj, begravet på Friedrichsberg kirkegård 22. maj. Søn af major, senere oberst Niels Henrik Mechlenburg og Magdalene Elisabeth Hauritz.
Familien rejste til Danmark i 1814 og Carl Emil blev landkadet samme år. Sekondløjtnant ved Fynske Infanteriregiment 1822, premierløjtnant 1829, kaptajn 1838, kompagnichef ved 12. Bataljon 1842. Mechlenburg blev ramt i knæ og arm og amputeret på garnisonshospitalet i Friedrichsberg. – Gift med Marie Charlotte Magdalene Undall (1818-96), der plejede sin mand på hospitalet til det sidste.
Cohen 1848/90: Carl Emil v. Mechlenborg.

3. Sekondløjtnant ved 3. Jægerkorps Niels Johannes Lund, født 2. marts 1820 i København (Frue), faldet ved Schleswig 23. april 1848, begravet på Friedrichsberg kirkegård 25. april. Søn af løjtnant ved Livjægerkorpset Niels Johannes Lund og Louise Dine Jean.
Landkadet 1839, sekondløjtnant ved 3. Jægerkorps 1842. Han blev skudt ved Bustrup. En preussisk officer hjalp ham op at sidde og tilbød ham noget vand at drikke. Lund rev sin ene epaulet af, for at give den som gave til tyskeren, men faldt i samme øjeblik sammen – død. Hans udplyndrede lig blev bragt ind til Schleswig samme aften.
Cohen 1848/94: Niels Johannes v. Lund.

4. Kaptajn ved 11. Linjeinfanteribataljon Christian Frederik Kurtzhals, født 15. januar 1796 i Rendsburg, faldet ved Schleswig 23. april 1848, begravet på Friedrichsberg kirkegård 25. april. Søn af kommandersergent, senere postmester i Elsmhorn Carl Maximilian Christopher Kurtzhals.
Landkadet 1812, sekondløjtnant ved 2. jyske Infanteriregiment 1817, premierløjtnant ved 3. jyske Infanteriregiment 1826, kaptajn 1837, kompagnichef 1840, forsat til 11. Bataljon 1842. I kampene ved Schleswig blev han ramt i den ene arm, og under forbindingen blev han ramt i siden. To af hans mænd forsøgte at få ham bragt ud af ilden, men Kurtzhals bad om at blive efterladt ved et stendige. Der fandt fjenden ham død. – Gift 1827 med Hansine Joachimine Tørsleff.
Cohen 1848/89: Christian Frederik v. Kurtzhals.

5. Kaptajn ved 7. Linjeinfanteribataljon Wilhelm Adolph Friederichsen, født 4. maj 1798 i Hamburg, faldet ved Schleswig 23. april 1848, begravet på Friedrichsberg kirkegård 25. april. Sted- eller plejesøn af fuldmægtig Jansen i Rentekammeret.
Landkadet 1808. Sekondløjtnant à la suite ved Holstenske Skarpskyttekorps 1815, virkelig sekondløjtnant ved Sjællandske Jægerkorps 1819, karakteriseret premierløjtnant 1826, virkelig premierløjtnant 1831, stabskaptajn 1835, kaptajn af 1. kl. ved 13. Bataljon 1842. I april 1848 overtog han kommandoen over 7. Bataljon. I kampene ved Schleswig blev han ramt i underlivet og døde en halv time senere i en ambulance i Ziegelei. – Gift 1842 med Sophie Cathrine Elisabeth Warberg.
Cohen 1848/87: Wilhelm Adolph v. Friederichsen.

6. Premierløjtnant ved 10. lette Infanteribataljon William Tronier, født 24. februar 1816 i København (Holmens), såret ved Schleswig 23. april 1848, taget til fange, død på Schleswig lazaret 1. maj, begravet på Friedrichsberg kirkegård 4. maj. Søn af kancellisekretær Georg Christian Tronier og Sophie Weltzien.
Landkadet 1832, sekondløjtnant ved Fynske Infanterregiment 1837, men blev snart forsat til Kongens Regiment i København. Forsat til 5. Bataljon 1842, premierløjtnant ved 10. Bataljon 1842.
Cohen 1848/88: William v. Tronier.

7. Premierløjtnant ved 11. Linjeinfanteribataljon Carl Frederik Pogwisch Stricker, født 22. maj 1811 i Fredericia (Trinitatis), faldet ved Schleswig 23. april 1848, begravet på Friedrichsberg kirkegård 25. april. Søn af artillerikaptajn Carl Christian Stricker og Cathrine Margrethe Christiane Dorothea Pogwisch.
Landkadet 1824, sekondløjtnant ved 3. Jyske Infanteriregiment 1831, premierløjtnant 1841, forsat til 11. Bataljon 1842. Såret tre gange ved Bustrup, hvoraf sårene i højre lunge og underliv var dødelige. om aftenen tog fjenden hans lig med ind til Schleswig.
Cohen 1848/89: Carl Frederik Pogvisch v. Stricker.

8. Premierløjtnant ved 5. Forstærkningsbataljon Christian Carl Frederik Breede, født 26. august 1827 i København (Frue), faldet ved Isted 25. juli 1850, begravet på Friedrichsberg kirkegård … Søn af tømrermester Johan Henrik Breede og Johanne Caroline Hummelgaard.
Student 1847 (privat). Sekondløjtnant ved Københavns Garnisonsbataljon april 1848, men snart forsat til 3. Forstærkningsbataljon og i 1849 til 5. Forstærkningsbataljon. Karakteriseret premierløjtnant februar 1850. Bataljonsadjudant. Faldt ved Bøgmose, hvor liget måtte efterlades. Cohen antager fejlagtigt, at Breede blev begravet i Flensburg, men fjenden tog hans lig med til Schleswig.
Cohen 1850/90: Christian Carl Frederik v. Breede.

9. Sekondløjtnant ved 5. Linjeinfanteribataljon Theodor Henry Wiborg Pontoppidan, født 9. februar 1827 i Christianssted, Skt. Croix, faldet ved Isted 25. juli 1850, begravet på Friedrichsberg kirkegård 26. juli. Søn af regeringssekretær Erik Nicolaj Pontoppidan og Henriette Frederikke Nicoline Coldevin.
Familien rejste hjem til Danmark i 1833, da faderen blev toldinspektør i Odense. Landvæsenselev. Meldte sig som frivillig korporal ved 12. Bataljon umiddelbart før kampene ved Dybbøl i juni 1848. Sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve september 1848, af linjen august 1849. I slaget ved Isted blev Pontoppidan ramt i underlivet og døde straks.
Cohen 1850/53: Theodor Hendrik Viborg v. Pontoppidan.

10. Premierløjtnant ved 3. Forstærkningsbataljon Wilhelm Otto Orlamundt, født 1. april 1830 i København (Trinitatis), dødeligt såret ved Isted 25. juli 1850, død på Schleswig lazaret samme dag, begravet på Friedrichsberg kirkegård 26. juli. Søn af toldfuldmægtig Frederik Carl Orlamundt og Wilhelmine Dorthea Madsen.
Landkadet 1843, sekondløjtnant ved 1. Reservebataljon 1848, forsat til 3. Forstærkningsbataljon 1849, premierløjtnant 1849. Såret ved Bøgmose.
Cohen 1850/86: Wilhelm Otto v. Orlamundt.

11. Premierløjtnant ved 2. Reservebataljon Heinrich Christian Behrmann, født 25. marts 1806 i København (Helligånds), død af tyfus på Gottorp lazaret 11. november 1850, begravet på Friedrichsberg kirkegård 16. november. Søn af lærer ved Christianis Institut, senere arkivar i det slesvig-holstenske kancelli Hans Heinrich B. og Catharina Munch.
Student 1824 (privat), cand.jur. 1831, fik universitetets guldmedalje for en historisk prisopgave 1834, informator, konst. regnskabsfører ved 2. Reservebataljon 1848-50. – Rekrut ved Kongens Livkorps 1824, underofficer ved 5. kompagni 1829, kommandersergent 1829, afskediget 1834.
Cohen 1850/72: Heinrich v. Behrmann.



Det føromtalte jernkors er nu monteret på kirkemuren umiddelbart bag halvcirklen:

12. Kaptajn ved 13. Linjeinfanteribataljon Carl Frederik Wilhelm Obel, født 10. oktober 1806 i Haderslev (Frue), faldet ved Schleswig 23. april 1848, begravet på Friedrichsberg kirkegård 25. april. Søn af løjtnant, senere ritmester Jens Bartholin Obel og Anne Margrethe Hansen.
Landkadet 1820, sekondløjtnant ved Fynske Infanteriregiment 1827, premierløjtnant 1834, kaptajn 1841, forsat til 13. Bataljon i Fredericia 1842. Kronprins Frederik (VII) viste ham meget velvilje, når han opholdt sig i Fredericia og Odense. Obel deltog i tafler og kongelige jagter, og det var kronprinsens udtrykkelige ønske, at Obel med et infanteri soldater afhentede kronprinsesse Mariane i Mecklenburg i 1841. Obel blev såret af en granat ved Bustrup. – Gift 1841 med Hansine Benedicte Birgitte Brøchner (1815-69), med hvem han fik to sønner.
Cohen 1848/91: Carl Frederik v. Obel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar